Læs for Livet kæmper for, at alle børn kan vokse op med bøger. Også dem i svære livsvilkår.

Jeg fik idéen til Læs for Livet i 2012, da jeg ønskede at gøre en forskel i samfundet og skabe mere mening i mit liv. Da jeg var barn, læste jeg meget, men da jeg blev anbragt på en ungdomspension som 16-årig, var der ikke en eneste bog. Eller et folkebibliotek i nærheden. Så jeg mistede læsningen som en form for overlevelsesmekanisme og kom ud på en social deroute. Jeg spildte nogle år med at tåge rundt med et hashmisbrug, mens jeg stjal med arme og ben. Ligesom de hårde piger på ungdomspensionen. Senere genfandt jeg heldigvis bøgerne, som giver mig så meget.

Min oplevelse af en mangel på bøger på ungdomspensionen , fik mig som voksen til at tænke på, at det kunne være, der manglede bøger på andre institutioner for anbragte. Desuden havde jeg udgivet to børnebøger og kendte til bogbranchen. Jeg vidste, hvor mange bøger der var i overskud her, og som blev makuleret, givet som frieksemplarer til forfattere og illustratorer - eller sendt til anmeldere. Så jeg fik idéen at samle bøger ind og donere små biblioteker til steder, som der hvor jeg var anbragt.

Det blev begyndelsen. Siden er Læs for Livet blevet en prisbelønnet og landsdækkende organisation. Vi er i dag et lille sekretariat med seks ansatte og over fyrre frivillige. Og vi sørger for, at læselysten spirer mange steder, hvor børn og unge med svære livsvilkår befinder sig. Fra børnehjem og ungdomspensioner til behandlingshjem, sikrede institutioner, besøgsrum i fængsler og mange flere steder. For litteratur kan forandre liv.